Plantation Rum O.F.T.D. 69%
Anmeldt d. 21-03-2019 af Mads "Romhatten" HeitmannVideoanmeldelse #64: Denne ”overproof rum” på hele 69% alkohol, er en rom designet til at lave tiki-cocktails udfra. Det er ikke nødvendigvis en rom som bør nydes rent. Plantation Rum O.F.T.D. er et blend af rom både fra Jamaica, Barbados og Guyana – hvor gammelt det er vides ikke, men det er i dette tilfælde heller ikke så vigtigt.
Produktet er blevet konstrueret af en lille håndfuld fremtrædende personer fra både Europa og U.S.A. – alle sammen personligheder indenfor rom, og nærmere bestemt indenfor tiki-kulturen. Tiki-cocktails er ofte kraftige på romsmagen, fyldt med frugtjuice og forskellige sirupper samt pyntet med ild, blomster og frugter. En storslået cocktail-kultur, som du BØR stifte bekendtskab med.
O.F.T.D. står officielt for ”Old Fashioned Traditional Dark”. Uofficielt står det for ”Oh Fuck That’s Delicious” – en sætning der blev ytret da det endelige O.F.T.D.-blend blev fundet.
Se videoen hvor vi går mere i dybden med produktet:
Duft
Mørkt og dystert! Den primære aroma identificerer vi med rom fra Guyana; brændt brød, melasse, lidt lakrids og modne frugter. Barbados-rommen forsvinder, og det samme gør Jamaica-elementet…
Smag
Det er stærkt, men lækkert. Man får næsten lyst til at sige; ”Oh Fuck That’s Delicious”. Perfekt til Mai Tais (klassisk tiki-cocktail). Brændt melasse, hindbær, lette gummi-elementer – det smager godt og har X-faktor.
Bedømmelse
Det er et cocktail-produkt, og altså ikke konstrueret til at drikke rent. Når det er sagt, så besidder den faktisk nogle gode smagselementer – den kan noget. Og den SKAL også kunne noget rent, hvis den skal kunne fungere i en cocktail. Hvis rommen som udgangspunkt ikke smager af noget, så er den også total ligegyldig som mixer. Plantation Rum O.F.T.D. er på ingen måde ligegyldig. Den har masser af personlighed og du vil vigtigst af alt kunne genkende den i din cocktail. Fantastisk mixer-rom!