Whiskyhatten.dk - Stedet for whiskyelskere
Om os
Kontakt
Log ind med facebook Login  
Opret bruger
Brugernavn eller adgangskode er forkert
Brugernavn påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
Navn påkrævet
E-mail påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
75 point

Chamarel Double Distilled Rum

Anmeldt d. 14-09-2017 af Lauge Andreas Kjær

Hvis du kender til forskellen på rom, som kommer fra et pot still og et column still, så vil du også vide, hvor specielt det er, når man møder en rom, som er produceret 100 % på et pot still. Men det bliver først rigtigt særligt, når man støder på en pot still rom, som tilmed også er baseret 100 % på sukkerrørssaft - frem for melasse. Der findes nemlig ikke særligt mange romproducenter, der kombinerer disse. La Rhumerie de Chamarel på Mauritius er dog et destilleri, som destillerer fermenteret sukkerrørssaft i pot stills. Deres Chamarel Double Distilled Rum besidder begge kvaliteter, og den rom ser vi nærmere på i denne anmeldelse.

Duft

Kokos! Det allerførste der slår mig er kokos… Derudover er vaniljen også ret så dominerende. Der er endvidere masser af citrusnoter at hente - for at være mere specifik; mandarin.

Den er ualmindeligt frugtsød i sin næse, hvilket vidner om et gennemarbejdet kvalitetsdestillat fra et pot still apparat. Duften er eminent for en ulagret rom - det er rom, som jeg kan dufte til dagen lang. I forbindelse med duften, så er det et klogt valg fra producentens side, at flaske rommen ved 44 % alkohol, og ikke 40 %. Det kan den sagtens bære.

Smag

Meget blød og afstemt, men slet ikke så kokospræget endda. På smagen er der mere tale om hvide asparges, og bagte pærer … i hvert fald ved første smagsindtryk. Efterfølgende indfinder kokosen sig alligevel, og de lette vaniljenoter afslutter en lang og fyldig smagsoplevelse. Smagen er forbavsende “smooth”, og jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne gætte, at dette var en ulagret rom, hvis jeg smagte rommen blindt. Det er tydeligt, at der er tale om et destillat i topkvalitet.

Bedømmelse

Jeg ved, hvad du tænker; “Man kan da ikke nyde ulagret rom rent!”. Men der tager du fejl, og det er Chamarel Double Distilled Rum et klasseeksempel på. Hvis du i forvejen kender til rhum agricole blanc fra Martinique, som fx Clement Rhum Blanc på 40 %, så vil Chamarel Double Distilled Rum give dig en på opleveren, for de to kan nærmest ikke sammenlignes. Hvor Clement Rhum Blanc er skarp og grøn er Chamarel Double Distilled Rum blød og venlig, men samtidig full bodied og dyb på et helt andet niveau. De to rom er begge gode, på hver deres måde, og det er dét, der er interessant. Jeg ville nok ikke drikke den hvide Clement rent, men Chamarel DD Rum fra Mauritius er intet mindre end en hvid “sipper”.

Chamarel Double Distilled Rum 1

I denne flaske får du rom baseret på sukkerrørssaft, du får rom destilleret på pot still og sidst men ikke mindst, så får du rom lavet på sukkerrør fra destilleriets egne marker. Tre ting som er ganske usædvanlige for rombranchen i dag, og som vidner om en romproducent, som gør tingene rigtigt fra start. Chamarel er en relativt ung romproducent (est. 2008), som bliver interessant at følge de næste mange år. Det eneste, jeg savner ved denne aftapning, er en lidt højere alkoholprocent. Man kunne håbe på, at de på et tidspunkt vil flaske denne rom ved 55 % alkohol.

Et unikt produkt fra et unikt destilleri - højest anbefalesværdigt.

Der er endnu ingen brugere der har kommenteret på dette.
Vil du være den første? Log ind her!

Mauritius
299 DKK
44%
70 cl

Sødme: 5/10
  • 0
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10


Kokos, vanilje og mandarin.


Kokos, hvide asparges, bagte pærer og vanilje.

Brugerbedømmelser: 75/100 (2 stemmer)


Tilmeld dig nyhedsbrevet