Renaissance Rum 2018 White Alligator Single Cask 18257
Anmeldt d. 01-09-2022 af Mads "Romhatten" HeitmannVideoanmeldelse #161: Det er ikke hver dag man ser rom fra Taiwan, nej, faktisk er det her første gang vi ser og smager det. Taiwan er normalt kendt for mikrochips og Kina-konflikter, og i visse kredse også single malt whisky fra destilleriet Kavalan (som i øvrigt laver fantastisk whisky). Renaissance Distillery er ikke et destilleri vi ved en hulens masse om – første gang jeg personligt stødte på dem var på Instagram, hvor de begyndte at lave nogle opslag tilbage i 2021. Det er alt at dømme et ret ungt destilleri.
Denne enkeltfadsrom med fadnummeret 18257 blev destilleret i 2018, og er eksklusivt importeret til Danmark af RomDeLuxe. Rommen er modnet i det tropiske, taiwanesisk klima i tre år, og dette på et nyt, hårdt brændt, amerikanske egetræsfad. Der er tale om en fyldig og potent rom, som har gennemgået en 15-dage lang melassefermentering inkl. ’dunder’, hvorefter man har dobbelt destilleret mæsken i destilleriets batch-still. Rommen er tappet ved fadstyrke på 64,8 % og kun i 205 eksemplarer.
Se videoen hvor vi går mere i dybden med produktet:
Duft
I næsen er rommen dyb og fyldig, og frem for alt mørk i stilen. Den minder os om en blanding af rom fra Long Pond Distillery og Distillerie Savanna – klar frugt, egetræ, lette bitre noter, chokolade, måske Chokofant.
Smag
Overraskende meget friskhed og meget, meget dybt og koncentreret i profilen. Kompleksiteten mellem det friske og det mørke og dybe, er ganske fantastisk. Det smager utrolig godt, og dét på trods af ”kun” tre år på fad. Fed vanilje, flødekaramel, tropisk frugt! Halleluja!
Bedømmelse
Renaissance Rum 2018 White Alligator Single Cask 18257 er et skoleeksempel på en rom som ”punches above its weight”. Og hvordan kan den gøre det? Nemt. En grundig fermenteringsproces kombineret med en dygtig batch-destillering giver et godt og gennemarbejdet rådestillat. Og at man så vælger at lægge rommen på et friskt egetræsfad med masser af saft og kraft, og samtidig udfører modningsprocessen i et varmt, tropisk klima – ja, så får man altså bare fantastisk rom, som allerede efter tre år er mere end drikkeklart. Det smager ikke engang ungt eller ”ufærdigt”. Det smager bare godt!
Vi ser frem til at følge Renaissance Distillery i fremtiden!