Whiskyhatten.dk - Stedet for whiskyelskere
Om os
Kontakt
Log ind med facebook Login  
Opret bruger
Brugernavn eller adgangskode er forkert
Brugernavn påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
Navn påkrævet
E-mail påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
30 point

Sams Island Vinter Råm 2022

Anmeldt d. 18-01-2023 af Mads "Romhatten" Heitmann

Disclaimer: Sams Island Vinter Råm 2022 er ikke en rom, men jeg har alligevel valgt at anmelde den.

”Kan man egentlig lave rom på danske sukkerroer?”, er et spørgsmål, som jeg ofte får stillet, når jeg er ude og lave romsmagninger i det danske land. Og det korte svar er naturligvis, ”Nej!”. Rom laves på sukkerrør. Slut, færdig. Det er ikke noget jeg har bestemt, og selvom man i EU har en regel om, at man kun må lave rom på sukkerrør, så er det heller ikke noget som EU, som sådan har bestemt. Det er noget traditioner og historien har bestemt. Rom smager som rom gør grundet netop sukkerrøret, og det har det gjort i over 370 år.

Det er egentlig ret sjovt, at SÅ mange mennesker - inkl. producenter - sammenligner sukkerroen og sukkerrøret. Det er to planter som har ganske lidt tilfælles. Den ene gror under jorden, den anden strækker sig flere meter over. Den ene trives i det kolde nord, den anden under tropiske himmelstrøg. Den ene er en rodfrugt, og den anden en græsart. Men fordi de begge har fået tildelt et navn hvori ”sukker” indgår, så drager folk hurtigt sammenligningen. Men kan desuden heller ikke lave rom på sukkerærter, hvis nogen skulle komme i tvivl. Så er dét slået fast.

Nå, men alligevel vælger jeg så at lave en anmeldelse af en spiritus, som intet har med rom at gøre, og hvorfor så det? Jo, for det første, så vil jeg gerne tage emnet op her på siden, og for det andet så drager producenten heraf selv sammenligningen mellem rom og roespiritus, som de desuden omtaler som ”råm”. Ja, ordspillet er ej heller til at tage fejl af. På deres hjemmeside skriver de således; ”Sams Island RÅM kan på mange måder sammenlignes med Rhum agricole, – også kaldet for ”den franske landbrugsrom”. Det meste rom produceres på basis af melasse fra sukkerrør, men både Rhum agricole og Sams Island Råm, er lavet på sukkersaft, – Rhum Agricole fra sukkerrør, mens Sams Island RÅM er fra sukkerroer.”  

Jeg kan vildt godt lide konceptet i, at man som dansk spiritusproducent arbejder med danske råvarer, men jeg er ikke ovenud begejstret over sammenligningen mellem den tropisk spiritus som er rom, og den danske roespiritus. Jeg synes at det er med til at udbrede misforståelsen omkring lighederne mellem sukkerroen og sukkerrøret, og selvom jeg endnu ikke har smagt vildt meget roebaseret spiritus, så mener jeg ikke, at de to planter har ret meget tilfælles - ikke andet end at man kan raffinere sukker på begge.

Sams Island Vinter Råm 2022 er tappet i 200 eksemplarer og flasket ved 42 % alkohol. Jeg kan sjusse mig frem til at indholdet er destilleret på Samsø via batch-destillering på lokale, økologiske sukkerroer, og at det derefter nok også er modnet på fad – det med fadet er noget jeg gætter mig til, for det står der intet om hverken på etiketten eller hjemmesiden. Der er generelt ikke meget information at hente på produktet, desværre. Det er nok heller ikke så vigtigt – det vigtigste er hvordan det smager. Lad os se!

Jeg har desuden foretaget en hydrometermåling af denne aftapning hvilket indikerer en sukkertilsætning på ca. 31 gram pr. liter, hvilket er en pæn sjat. Men nu da det ikke er en rom jeg sidder med, så bortdømmer jeg den naturligvis ikke som sådan, selv om den er over de magiske 20 gram for romkategorien.

Duft

Det dufter af landbrug, fugtig jord og fadkrydderier så som kanel, lidt vanilje og måske karamel. Det dufter ikke vanvittigt harmonisk. Der er noget i næsen som jeg har svært ved at sætte ord på, men som jeg føler at jeg kender … dufter det jordslået? Som om nogen lige har foldet et vådt telt ud?

Smag

Smagen er meget sød og alligevel skarp på spritten. Igen er der ret meget ”landlighed” i den umiddelbare smag. Destillatet er meget særpræget og minder mig slet ikke om rom, og da slet ikke om rom lavet på sukkerrørssaft. Jeg bliver ved med at vende tilbage til ”jord”. Ordet ”jord” fylder meget i mit hoved når jeg sidder med denne såkaldte ”råm” i munden. Måske også lakridsrod, faktisk. Det er en krydderbombe. Det er meget specielt, men ja, en fornemmelse af noget som er jordslået, er ikke at tage fejl af. Måske endda fugtig kælder.

Bedømmelse

Jeg er ikke enormt stor fan af smagen på Sams Island Vinter Råm 2022. Jeg kan godt lide at de bruger lokale råvarer og at de laver en aftapning til vintersæsonen. Det er jo noget vi gør meget om vinteren, altså griber til den mørke, fadmodnet spiritus. Det kan man sgu holde varmen på, sådan noget!

Jeg har svært ved at finde ud af hvem eller hvad jeg skal skyde skylden på – er det destillatøren, fadet eller måske endda roen i sig selv? Måske en kombination. Uanset hvad, så er jeg ikke begejstret over smagen af Sams Island Vinter Råm 2022. Jeg synes den mangler harmoni og balance i sine smagsnoter, og så virker det til, at den har fået lidt for meget sukker tilført. Dette lægger i hvert fald en dæmper på smagsindtrykkene – så meget kan jeg fornemme. Men om det er godt eller skidt ved jeg ikke helt. Overbevist om dens grundsmag er jeg jo ikke ligefrem, så måske er den store mængde sukker med til at maskere netop dét. Hvem ved?

Points skal den jo have, da dette er en anmeldelse… og da producenten selv sammenligner produktet med rom, så anmelder jeg den også som sådan. Da jeg synes at produktet er ude af balance og endda både dufter og smager jordslået, så kan jeg ikke give en særlig høj karakter.

Der er endnu ingen brugere der har kommenteret på dette.
Vil du være den første? Log ind her!

Danmark
450 DKK
42%
50 cl

Sødme: 6/10
  • 0
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10


Landbrug, fugtig jord og fadkrydderier så som kanel, lidt vanilje og måske karamel.


Jordslået med noter af lakrids og masser af sødme.

Brugerbedømmelser: 34/100 (5 stemmer)


Tilmeld dig nyhedsbrevet