Whiskyhatten.dk - Stedet for whiskyelskere
Om os
Kontakt
Log ind med facebook Login  
Opret bruger
Brugernavn eller adgangskode er forkert
Brugernavn påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
Navn påkrævet
E-mail påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
75 point

GetSpirits Decadent Roses Rum Sweet Edition

Anmeldt d. 24-11-2022 af Mads "Romhatten" Heitmann

Vi sætter os nu i flyveren og tager fra det varme Costa Rica, hvorfra jeg senest anmeldte Ron Centenario, for at rejse heeeele vejen hjem til lille Danmark igen – her venter os nemlig en spritny aftapning fra den danske romproducent GetSpirits. GetSpirits har for kort tid siden lanceret to nye small batch-aftapninger som kommer i en Dry- og Sweet-version. Vi kigger i denne anmeldelse nærmere på den sødet udgave, og vender tilbage til den ikke-sødet udgave i en senere anmeldelse.

I glasset finder jeg en danskproduceret rom fra noget så eksotisk som Roskilde. Ja, nu har jeg aldrig. ”Laver man rom i Danmark?”, tænker du. Og ja, det kan du tro man gør, og de danske romproducenter bliver bedre og bedre som årene går. Da sukkerrøret ikke ligefrem gror på vores breddegrader, så importerer de danske romproducenter sukkerrørsmelasse som base for deres produktion, og GetSpirits er ingen undtagelse.

Men hvad har vi så at gøre med her? Jo, nu skal du høre. GetSpirits Decadent Roses Rum Sweet Edition er en limited edition rum som er sammensat rom fra to forskellige tønder, henholdsvis et brugt bourbon-fad fra Four Roses samt et brugt sherry-fad som tidligere har huset PX-sherry (den meget søde sherrytype). Rommen er modnet i alt 4,5 år på disse tønder. Efterfølgende har man opdelt den samlede mængde i to portioner hvor den ene (og den største) er tilsat vand samt sukker. Rommen indeholder 40,5 % alkohol samt 20 gram sukker pr. liter, og findes i et oplag på 567 eksemplarer. Den anden portion er ikke sødet og er tappet ved en højere alkoholstyrke på 52 %, og findes i et oplag på 241 eksemplarer – den kigger jeg som skrevet nærmere på i en kommende anmeldelse.

Duft

Rommen har en enormt flot og meget mørk farve – det forlyder ikke om der er tilsat karamelfarve, men det kunne jeg ikke forestille mig.

Mild og blid næse som byder på kandiseret sukker blandet med vanilje, rosiner, støvet cigarkasse, cedertræ og tørret frugt. En glimrende aroma som ikke gør nogen fortræd.

Smag

I munden er rommen ret så sødmefuld, men tilbyder samtidig et godt træsyrekick som balancerer oplevelsen ganske godt. Rommen har måske ikke den længste eftersmag, hvilket både kan have noget at gøre med at den er sødet, tilsat vand til 40,5 % alkohol og så det faktum at den ”kun” er 4,5 år gammel. Måske alle tre faktorer spiller ind. Ved anden smagsprøve breder rommen sig lidt mere ud i munden og byder på tør frugt så som rosin, dadler og abrikos. Mmmmh.

Bedømmelse

Pedro Ximénez Sherry-fadet spiller en mindre rolle end jeg havde forventet. Man fornemmer det og det overtager ikke hele smagsbilledet, hvilket jeg godt kan lide. Generelt er jeg meget positivt stemt overfor GetSpirits Decadent Roses Rum Sweet Edition – det smager godt, der er ikke nogen fejl at komme efter, og så har rommen, på trods af tilsat sukker, faktisk en rigtig god balance, om end eftersmagen er lidt kort i udtrykket.

At man har valgt at lave to forskellige aftapninger ud fra samme batch, skal findes i at man hos destilleriet har to forskellige kundegrupper; dem der vil have det sødmefuldt og venligt ved en tålelig alkoholstyrke, og så dem der vil have det bone-dry og kraftigt. Og det synes jeg egentlig giver god mening – så kan man selv vælge, og man kan frem for alt få syn for sagen, ift. hvordan tilsætning at vand og sukker påvirker smagen af spiritus. Glimrende forsøg fra GetSpirits med Decadent Roses Rum Sweet Edition – jeg ser frem til at smage den såkaldte Dry Edition.

Stay tuned!

Der er endnu ingen brugere der har kommenteret på dette.
Vil du være den første? Log ind her!

Danmark
449 DKK
40,5%
70 cl

Sødme: 6/10
  • 0
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
  • 6
  • 7
  • 8
  • 9
  • 10


Kandiseret sukker blandet med vanilje, rosiner, støvet cigarkasse, cedertræ og tørret frugt.


Ret så sødmefuld, men tilbyder samtidig et godt træsyrekick. Tør frugt så som rosin, dadler og abrikos.

Brugerbedømmelser: 75/100 (1 stemme)


Tilmeld dig nyhedsbrevet