Abuelo 7 Añejo Reserva Superior
Anmeldt d. 06-02-2013 af Mads "Romhatten" HeitmannDuft
Dette er en virkelig aromatisk rom. Den har en masse at byde på og er rigtig kraftig i næsen. Jeg finder en fyldig duft af orange, men ikke som i fx A.H. Riise eller Pyrat XO. Denne duft af appelsin er noget mere afdæmpet og naturlig samtidig med, at den er pakket ind i kraftige fadnoter. Herudover byder denne 7 års rom også på en forholdsvis tung sukkersødme, som får tænderne til at løbe i vand. Dejlig start.
Smag
Det overrasker mig utrolig meget, at den bringer så meget sødme og fylde med sig i smagen. Den er stort set ikke sprittet, men besidder stadig en god power der breder sig i hele munden. Sammenligner man den med Havana Club’s tilsvarende årgang på dette område, bliver de på Cuba hurtigt sendt til tælling. Krydderierne og sødmen gør dette til en ret så kompleks rom. Her er et dejligt sammenspil imellem disse, som også bidrager godt til eftersmagen som ikke er den længste i verden, men som bestemt er til stede.
Bedømmelse
Jeg er fan af denne 7 års rom. Det er nok en af de bedste jeg længe har smagt i aldersklassen. Jeg var ikke udpræget fan af Abuelo’s 12 års rom og vil på mange måder hellere drikke deres 7’er. Det må siges at være ret så atypisk for lagret rom. Generelt må man gå ud fra, at en rom bliver bedre med årene og det kan da også godt ske, at Abuelo 12 er mere kompleks i smagen, men mit indtryk af disse to er vidt forskellige. Jeg har lyst til at drikke endnu et glas af denne 7 års rom og dét må være tungen på vægtskålen. Jeg er 100 % overbevis i forhold til denne rom og til prisen bliver dette i fremtiden sikkert en af mine favoritter. Den har kvaliteten til at kunne drikkes, og nydes rent og samtidig holder den en pris, hvor det ikke vil være en synd, at mix’e den i drinks og cocktails.