Besøg hos Distillerie Reimonenq

Besøget på Distillerie Reimonenq var noget jeg havde store forventninger til, ikke mindst fordi jeg er stor fan af de aftapninger, som jeg har smagt fra Reimonenq. Det er en romproducent, som er kendt for at lave rom med en ekstra lang fadlagring – betydeligt længere end den gennemsnitlige romproducent på Guadeloupe. Langt størstedelen af øens romproducenter fokuserer på rhum blanc, altså hvid rom til drinks så som Ti’Punch og Planteur. På øen er det den hvide rom, der er mest fokus på, det er også den, der er flest penge i at producere, da de lokale ikke køber de dyrere rom med en længere fadlagringsperiode. Det gamle rom bliver for det meste eksporteret til Europa. Distillerie Reimonenq er en af de få, som lagrer deres rom i meget lang tid, hvor deres ældste aftapning er hele 21 år gammel.

Distillerie Reimonenq - destilleri til venstre og museum til højre

Distillerie Reimonenq drives og ejes i dag af Léopold Reimonenq (vi når lige at skimte ham iført den karakteristiske stråhat på fabrikken, inden han fordufter igen). Joseph Reimonenq (Léopold’s farbror) køber jorden, hvorpå destilleriet befinder sig i dag i 1915, og påbegynder romproduktion året efter. Fernand Reimonenq (Léopold’s far) overtager driften og ejerskabet af destilleriet i 1950, da Joseph dør. Ni år efter i 1959 dør Fernand, og Léopold Reimonenq overtager ejerskabet og driften af det lille destilleri. Han kan altså fejre 60 års jubilæum i år – han er ”the grand old man in rum”. I dag producerer destilleriet mellem 100.000 og 200.000 liter rom årligt.

Vi ankommer til destilleriet, hvor vi bliver taget imod af en dame, som hedder Corine. Hun fortæller os, at destilleriets produktionsfaciliteter normalt er forbudt område for gæster. De har da også et lille fint ”rom-museum” ved siden af, som bruges til at fortælle turisterne om produktionen af og historien om Reimonenq-rom. Det er det eneste destilleri på øen (som vi besøgte), hvor man som turist ikke må færdes over alt. Til min store overraskelse fortæller hun os også, at vi ikke må tage billeder. ”Hvorfor”, spørger jeg? ”Det ved jeg faktisk ikke, det er Léopold’s politik.”, forklarer hun. Heldigvis sagde hun ikke noget til, at jeg alligevel skød lidt med mit spejlrefleks, så længe Léopold ikke så det. Det var heldigt.

Et gammelt pot still som udstilles i deres rhum museum

Vi besøger destilleriet på en fredag, hvilket betyder, at presningen af sukkerrørene er indstillet. Hvis man presser sukkerrør om fredagen, så skal man også være indstillet på at skulle arbejde hele weekenden og søndagen med, så derfor er der ingen presning om fredagen. Corine fortæller, at 50 % af de sukkerrør, destilleriet bruger til produktionen af rom, kommer fra deres egne marker. Resten kommer fra uafhængige sukkerrørsbønder i området.

Sukkerrørspresseren som i dag ikke kører

Deres gæringsområde er ikke særligt stort, her står fire fermenteringsbeholdere, der hver kan indeholde 100.000 liter sukkerørssaft. Deres fermentering tager mellem 24-48 timer.

Bag deres "still house" findes fermenteringsområdet

De har to destillationskolonner på stedet. En gammel og en ny. Den nye er ca. 15 år gammel, så helt ny er den ikke længere. De destillerer hele to gange på de to kolonner. Først destilleres gæringen i den nye kolonne, hvorefter destillatet løber igennem den gamle kolonne. Det er nogle relativt små kolonner ift. dem vi har set på fx Damoiseau.

De to stills, et gammelt, et nyt

Når rommen kommer ud af apparatet, holder den ca. 80 % alkohol. Når man smager på rommen fra Reimonenq, så har den bestemt et ”agricole”-præg over sig, men det opleves blødere og mere venligt end meget af det andet, der findes derude. Måske denne destillationsmetode er hemmeligheden?

Mesterdestillatøren som våger over destillationsprocessen

På deres ejendom finder man flere lagerhaller med tønder. I alt findes der 2000 fade med rom hos Reimonenq. Det er mange fade for en så relativt lille romproducent – man kan godt se, at de fokuserer meget på fadlagret rom. Vi kommer ind i en af deres lagerhaller – det er ligesom at færdes rundt i en krybekælder. Spindelvæv over alt og bælgravende mørkt. Der er ikke el i bygningen af fare for brand, hvis nu noget skulle kortslutte. Man går med livrem og seler, men det er der også en grund til. I 1970 oplevede Léopold en voldsom brand på destilleriet, som totalskadede destilleriet i en sådan grad, at det gamle firma end ikke var overlevet. De mistede alt på nær deres brand. Léopold købte rom fra nabodestillerierne og kunne på den måde holde gang i Reimonenq-brandet. Det gjorde man i fire år, indtil der var rejst kapital nok til at genopbygge et nyt destilleri, og så kunne man starte forfra.

Indgang til en af deres lagerhaller

I lagerbygningen ligger der meget gammelt rom. Man oplever en fordampning på 5-8 procent alt efter, hvilken lagerhal man befinder sig i. Man tapper KUN rom i vintage-årgange, dvs. at man ikke blender ældre og yngre rom med hinanden. Tapper de fx en 7 år gammel rom i år 2017, så er alt indholdet destilleret i 2010, hvilket også står på bagetiketten. Tapper de den samme 7 år gamle rom året efter, jamen så er rommen destilleret i 2011. Det er en fed måde at tappe rom på, synes jeg.

Et billede med blitz fra et totalt mørkt rum

I området, hvor Reimonenq holder til, er luftfugtigheden ekstra høj. Det betyder, at man desværre ikke ser de helt gamle rom ved en høj alkoholstyrke. Varmen og fugtigheden i området giver ideelle betingelser for alkoholen til at fordampe, hvilket betyder, at når man efter 20 år tager rommen ud af fadet, jamen så er der ikke meget mere end 42-45 % alkohol tilbage i rommen – ved fadstyrke. Ser man på andre steder på øen og i Caribien generelt, så er det i de tørre steder, hvor man på en gammel rom godt kan opleve høje fadstyrke-eksempler. Men ikke hos Reimonenq, her er simpelthen for fugtigt.

Se flere billeder fra besøget øverst i billedeviseren.

Læs næste artikel om vores besøg hos Distillerie Bielle her.