Whiskyhatten.dk - Stedet for whiskyelskere
Om os
Kontakt
Log ind med facebook Login  
Opret bruger
Brugernavn eller adgangskode er forkert
Brugernavn påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk
Navn påkrævet
E-mail påkrævet
Adgangskode påkrævet
Luk

Worthy Park Rum 2013 Romhatten Cask Selection #3

Skrevet d. 10-06-2022 af Mads "Romhatten" Heitmann

Vi er nu endelig klar med den 3. rom i Romhatten Cask Selection-serien, og denne gang skal vi et smut til Jamaica, nærmere bestemt øens mindste destilleri, nemlig fantastiske Worthy Park Estate. Der er tale om en enkeltfadsrom som er modnet tropisk i otte år på destilleriet, og som er blevet tappet ved fadstyrke på 62 %. Det er en elegant og afstemt rom som samtidig har godt med fylde. Det er desuden den allerførste originale Worthy Park-enkeltfadsrom til at blive frigivet eksklusivt til det danske marked. Jahuu!

Worthy Park Estate er et relativt ungt foretagende, som (gen)startede destillering i 2005, men destilleriet og det tilhørende sukkerraffinaderi har aner helt tilbage til 1670. I dag laver destilleriet en række forskellige romtyper, hvor bl.a. Worthy Park Light (WPL) er en af disse – og WPL er lige præcis hvad der er i flasken. At rommen er af typen WPL betyder ganske enkelt, at rommen fødes med op til 120 gr. esterforbindelser pr. hL AA. Efter otte års tropisk modning og dermed yderligere esterificering, anslår vi, at en rom som denne ligger i omegnen af 200-250 gr. estere pr. hL AA. Da rommen under modningen ikke har været udsat for konsolidering, betyder det, at der kun var ca. 96 liter rom tilbage i tønden, da den skulle tappes på flaske. Det giver en angels' share på hele 9 % årligt og en samlede alkoholreduktion på 8 % ABV.

Da rommen er fra et enkelt fad (nummer 510) og kun tappet i 138 flasker, begrænses salget af disse til et stk. pr. kunde. Flaskerne sælges efter først til mølle-princippet.

ROMMENS TEKNISKE SPECIFIKATIONER:

Romtype: Pure Single Estate Grown Sugar Cane Molasses Rum
Oprindelse: Worthy Park Estate, Jamaica
Fermentering: Sukkerrørsmelasse
Destillering: Double retort pot still i 2013
Fadet: 200 L ex-bourbon american white oak – påfyldt ved 70 % ABV
Modning: 8 år i troperne – med 9 % angel’s share årligt
Under modning: Ingen konsolidering
Aftapning: Ved fadstyrke i 2021
Alkoholprocent: 62 % ABV
Indhold
: 70 cL
Udvalgt af: Mads Heitmann fra Romhatten.dk
Tappet af: Worthy Park Estate
Antal flasker: 138
Pris: 1099,- ex. fragt
Frigives: 18. juni kl. 11.00 2022
Forhandles eksklusivt påwww.romhatten.shop

ROMMENS SMAG

I næsen er der ingen tvivl, den er fuld af funk og frugt – en rigtig fuldblodsjamaicaner!

I munden har den en flot og fyldig viskositet, og smag af flødekaramel, hvid peber, syrlige bananbolsjer, kraftig og krydret honning, vaniljekranse og et strejf af jamaicansk funkiness.

Eftersmagen leder tankerne hen på chokolade med højt indhold af kakao.

Rommen er utrolig flot balanceret, særligt når man tænker på den høje alkoholprocent, og smagsintensiteten er netop derfor også i top.

Hvis man er fan af rom fra Jamaica med tilpas meget ester-funk, så skal man slå til. Balancen er i top!

Der er endnu ingen brugere der har kommenteret på dette.
Vil du være den første? Log ind her!



Romhatten Cask Selection



Tilmeld dig nyhedsbrevet