Alberts Cocktail Bar
Skrevet d. 28-01-2017 af Mads "Romhatten" HeitmannFik jeg nogensinde fortalt at Romhatten.dk er gået med i et nyt projekt i Aarhus? Projektet er en ny cocktailbar på Store Torv i hjertet af Aarhus, og har været i live siden august 2016. Baren lægger ikke særlig vægt på rom, men har naturligvis et solidt udvalg af rom og ikke mindst romcocktails. Når Romhatten.dk arrangerer offentlige romsmagninger vil disse ligeledes også finde sted på Alberts. Velkommen i vores nye cocktailkælder!
Baren ejes delvist af Nikolaj Trangbæk og Lars Mikkelsen som i fire år har haft Oops på Frederiksgade, og delvist af Mads Heitmann som har drevet Romhatten.dk siden 2010. Lars Mikkelsen er daglig bestyrer af baren.
Det nye cocktailsted ligger i det gamle Thorups Kælder, og er opkaldt efter den samme person, som i tidernes morgen lagde navn til Thorups Kælder, nemlig aarhusianeren Albert Christian Thorup. Albert Thorup åbnede vinhandel i kælderen tilbage i 1885, og stedet, der senere også blev en bodega, har båret navnet lige siden. Derfor har vi valgt ikke at skifte navnet fuldstændigt, da vi føler et vis ansvar overfor den aarhusianske kulturarv.
Det er et yderst indbydende lokale med flotte, gamle velvinge som danner rammerne om cocktailbaren. Baren er beliggende i en kælder, som menes at være etableret omkring år 1300, og det er dermed den ældste kælder i Aarhus overhovedet. Desuden har der i kælderen været udskænkning i over 100 år, hvilket betyder at baren ligeledes er den ældste aarhusianske bar som stadig er i drift.
Åbningstiderne for cocktailbaren Alberts er fredag kl. 16-02 og lørdag kl. 20-02.
Derudover er der gratis stand up hver søndag-torsdag fra kl. 20-22, hvor dørene åbnes fra kl. 19.00. Til stand up vil der naturligvis blive serveret øl og sjusser, men ikke cocktails – det er forbeholdt fredag og lørdag aften.
Håber meget at du/I vil kigge ned i min nye kælder.